Velkommen til HandiKat!

Denne blog er oprettet i marts 2007 af undertegnede. Jeg er studerende ved Aarhus Universitet, men kommer oprindeligt fra Nordjylland. Da jeg flyttede hjemmefra købte jeg min første kat, nemlig lille, døve Cuno. Det var svært for mig at finde information om døve katte; hvordan de var at leve med i hverdagen, om der var særlige hensyn at tage. Derfor besluttede jeg at oprette en hjemmeside om emnet døve katte, hvor jeg fortalte Cunos historie, for at hjælpe andre i samme situation. Nu er den side blevet til denne blog. Her håber jeg, at katteejere, der har personlig erfaring med katte og kroniske sygdomme og handicaps, har lyst til at give deres erfaring videre - til glæde for os alle sammen. Jeg har selv lagt ud med min fortælling om Cuno her nedenfor.

Hvordan skriver man et indlæg?
Hvis man gerne vil bidrage til denne lille database, kan man skrive et indlæg. Det gør man ved at klikke på Se alle bloggens indlæg enten lige her nedenunder eller nederst på siden. Så kommer der en ny side frem med alle bloggens indlæg, hvor man også kan klikke Send en kommentar. Her kan man så starte sin egen historie. Start gerne med en titel, så læsere ved, hvad dit indlæg handler om. En titel kunne fx være Min kat har allergi. Prøv i dit indlæg at tænke på, hvad du gerne selv ville have vidst om sygdommen eller handicappet, inden du fik en kat med problemet. Hvilke besværligheder er der i dagligdagen i forbindelse med kattens tilstand? Hvad koster det i medicin? Der kan være mange forskellige ting at skrive om. Du afgør, hvad der er relevant og vigtigt at vide ud fra din egen erfaring.

Jeg håber, rigtig mange vil få glæde af denne blog. Afslutningsvis vil jeg lige bemærke, at indlæg udenfor emnet vil blive slettet for overskuelighedens skyld.

Venligst
Maria

Se alle bloggens indlæg her
Om døve katte

Hvorfor skrive om døve katte?
Jeg fik idéen til dette emne på min tidligere hjemmeside, da jeg selv stod overfor at skulle købe killing. Jeg havde set på og overvejet en del killinger, men man venter jo på, at benene slås væk under en, og man bliver helt varm indeni; man venter på katten! For mit vedkommende forelskede jeg mig i DK Østkystens Cuno, en helt hvid norsk skovkat (NFO w 09).


Men Cuno var og er døv, og skønt Cunos opdrættere er alle tiders opdrættere i enhver anden henseende, så måtte selv de melde pas mht. døve katte. Jeg spurgte omkring, søgte på nettet og kiggede i bøger, men ingen steder fandt jeg god information om, hvordan man skal forholde sig til katte med dette handicap. Så nu vil min lille artikel hermed forhåbentlig være den gode kilde, andre rundt omkring kan drage nytte af, når de støder på en døv kat. Jeg skal dog understrege, at dette er skrevet ud fra egne erfaringer alene, og hvis man er I tvivl om noget, der vedrører ens kat, bør man også spørge sig for hos en kompetent dyrlæge.


Om døvhed hos katte
Og da jeg ikke er dyrlæge, vil jeg heller ikke prøve på at redegøre for alle grundene til, at dette handicap forekommer hos katte. Men i Cunos tilfælde skyldes døvheden indirekte hans pelsfarve. Hos helt hvide katte, uanset race (!),er det velkendt, at der desværre er en uforholdsmæssig stor risiko for, at en helt hvid kat er en døv kat (men man kan altså godt have en helt hvid kat, der er normalt hørende) og det gælder især, hvis den samtidig har blå øjne. Det har at gøre med kattens gener. Kattens ydre øre ser nemlig helt almindelige ud for dyrlægen. Sagt på godt dansk virker det bare, som om ”der er slukket for ørerne” inde i kattens hjerne. Man kan tit se, at katten drejer ørerne rundt ”efter lyde” som enhver anden kat, og ind i mellem drejer den også pludselig hovedet, som om den hørte noget – temmelig mærkeligt eller hvad?! Men man skal ikke lade sig narre. Katten kan sagtens være døv alligevel.

Mit gæt er, at denne adfærd er instinktiv: Når katten registrerer en vibration, en bevægelse eller et vindpust, drejes ørerne automatisk i dén retning. Ganske som hos mennesker mener jeg, at katten bliver dygtig til at kompensere for sit handicap ved at skærpe de andre sanser. Derfor er det heller ikke sket, at vi har haft gæster, som af sig selv har kunnet gætte, at Cuno er døv. Overraskelsen er altid stor. Man bemærker det simpelthen ikke.

Hvordan tester man en kats hørelse?
Det er svært at vurdere, om en kat er helt og aldeles døv, eller om den alligevel kan høre visse lyde. Hvis man har mistanke om, at en kat er døv, er den eneste måde, hvorpå man selv kan teste det at stille sig uden for kattens synsfelt og frembringe en lyd, der burde kunne vække en død kat til live. F.eks. kan man slå to hårde genstande mod hinanden eller klappe hårdt i hænderne. Man kan selvfølgelig også prøve at lægge mærke til under leg, om katten reagerer ved lyde og ikke kun bevægelse. Hvis man laver en høj, ubehagelig lyd og katten ikke farer sammen med et spjæt, hører den i hvert fald elendigt, kan man så konstatere. Og hvis den end ikke viser det mindste tegn på at have registreret en lille, usædvanlig lyd – ja, så er det rimeligt at antage, at den er 100% døv. Vil man have dyrlægens bud, så er der hjælp at hente i form af en BEAR-test – læs mere her. Herhjemme gik vi også og tvivlede lidt på Cunos hørelse, for ind i mellem så det jo ud, som om han kunne høre. Men da vi en dag hængte et billede op på vores betonvæg med en slagboremaskine, og Cuno sov fredeligt videre på en stol 1,5 m derfra, mens vi andre fik ondt i ørerne – så blev vi enige om, at han er døv!



Bør man aflive en døv kat?
Dette spørgsmål melder sig sikkert hos alle, der aldrig før har haft med handicappede katte at gøre, hvad enten man er nystartet opdrætter eller almindelig katteejer. Selv om det forhåbentlig vil stå klart for enhver i de følgende afsnit, hvorfor der er grund til at mene, som jeg gør, så vil jeg gerne slå det fast her, så ingen er I tvivl: Nej! Nok er hørelsen en vigtig og skarp sans for katten, men den er undværlig. Katten lider ikke spor under sit handicap; dens livskvalitet er magen til en rask kats. Der er visse forholdsregler man som katteejer må tage ved en døv kat (se nedenfor), men handicappet er ikke anledning til nogen som helst problemer for katten i hverdagen. Derudover er døve katte sjældent klare over, hvad de går glip af, idet de oftest er født døve. Ergo er det efter min bedste overbevisning fuldstændig urimeligt og synd at aflive en kat, alene fordi den er døv.


Når du opdager, at katten er døv
Hvis man som opdrætter opdager, at en killing er døv, bør man selvfølgelig allerførst få det slået fast også af en dyrlæge. Det skal fremgå af kattens papirer, at den er døv, lige som der heller ikke skal være nogen tvivl om kattens tilstand derudover. Har man med racekatte at gøre, må man se i øjnene, at uanset hvor skøn katten i øvrigt er, må den ikke anvendes til avl, og dens stamtavle skal lukkes. Pga. handicappet må katten desværre heller ikke deltage i udstillinger. Hvad enten katten er en racekat eller en huskat, vil jeg stærkt anbefale, at man får den steriliseret. Der er massevis af helt normale, uønskede katte i Danmark i forvejen, og det bliver ikke lettere at skaffe hjem til kattens killinger, hvis de har et handicap.
Desuden er der den væsentlige pointe, at skønt døvhed ikke er noget problem for en ellers velfungerende kat med de rette ejere, så har ingen nogen interesse i at fremavle døve katte. Det gælder om at få dette gen så langt tilbage i stamtavlerne som muligt, så man en dag måske kan være nogenlunde fri for dette handicap. Som opdrætter er det vigtigt, at man sætter sig for at finde den rette ejer til katten. Her en den vigtigste faktor nok, at katten skal være en indekat (hvilket man også kan sikre sig i salgskontrakten). Selvfølgelig er det skønt for katten, hvis den kan få adgang til en løbegård, eller hvis man vil lære den at gå i sele og gå ture med den (dette har jeg personlig utrolig god erfaring med: Cuno spinder allerede, når selen findes frem, og står stille, når han får den på!). Men ellers trives mange katte fint med kun at være indekatte, hvis blot de får opmærksomhed og får trænet jagtinstinkterne gennem leg. Det er oplagt, at en døv kat hurtigt vil kunne få seriøse problemer, hvis den får lov at færdes på egen hånd udendørs. Den skræmmes ikke af lyde, og vil givetvis finde biler attraktive, og den har ingen mulighed for at opdage et bagholdsangreb fra en hund, hvis ikke lige der er en heldig vindretning.

Som sælger af en handicappet kat, bør man overveje, om ikke det er rimeligt at give køber et anseligt afslag (30-50%) i pris i forhold til normalpris og derudover returret (f.eks. 2-4 ugers prøvetid). Hvis man gerne vil sikre sig, at katten får det godt, kan sidstnævnte tilbud forhindre, at katten ender hos nogle, der mister interessen for den og blot lukker den ud alene, som mange gør ved især almindeligt fungerende huskatte. De vil så måske levere katten tilbage i stedet. Derudover kan tilbuddet om returret friste flere potentielt gode købere, som måske har følt sig lidt usikre på at købe en døv kat. Som en sidste ting kan sælger lade det indgå i salgskontrakten, at katten skal steriliseres inden en bestemt dato og kopi af dyrlægeregning tilsendes sælger, for så kan man sikre sig, at den ikke anvendes til avl.

Hvis man som køber får oplyst, at ens drømmekilling, som man netop har udvalgt af kuldet, desværre er døv, skal man ikke miste modet. Hvis man er indstillet på at have en indekat, er det eneste, man skal gøre at undersøge katten, inden man køber, sådan som man normalt ville gøre ved en rask kat (læs om dette i enhver kattebog med respekt for sig selv, hvis du er førstegangskatteejer). Når dens generelle tilstand er tjekket og i top, drejer det sig i særlig grad om at bemærke kattens temperament. Den må gerne være tilbageholdende eller ligeglad over for fremmede, det er kun normalt. Men virker katten sky og frygtsom og nervøs i forhold til sine omgivelser, selv efter man har siddet på gulvet hos den i en 10 minutters tid, så skal man se sig om efter en anden kat. Men dette gælder i øvrigt alle katte, døve som hørende.

Fordele og ulemper – hverdagen med en døv kat
Men hvordan er det så at dele hverdagen med en døv kat? Hvilke ”glæder og sorger” er der i forhold til at have en almindelig hørende kat? Ulemperne er dem, der kræver mest opmærksomhed fra ejernes side, så dem vil jeg starte med.


Heldigvis kan jeg slå fast, at ulemperne er få. For katten at se har jeg kun erfaret én ulempe, og det er, at hvis den falder i søvn blandt mennesker eller et usædvanligt sted, kan den forskrækkes, når den vågner. Eksempelvis sad jeg engang i sofaen med en veninde og snakkede, mens Cuno spindende faldt i søvn imellem os. Vi snakker løs, som vi plejer, men pludselig vågner Cuno med et sæt, da jeg strejfer ham - og på under et sekund er han forsvundet ned under sofaen med vidt opspærrede øjne og et forskrækket udtryk! Problemet var givetvis, at han glemte, vi var der, fordi han ikke kunne høre os snakke, og derfor blev han overrasket over at vågne med mig så tæt på. Det varede dog kun maks. 10 sekunder, så sov han trygt videre under sofaen. Men denne episode er faktisk nærmest enkeltstående herhjemme. Katten vænner sig til at blive vækket ind i mellem af sine mennesker, uden at kunne høre dem, så det når som regel aldrig så vidt som til en egentlig forskrækkelse.


En anden ulempe, som jeg selv har erfaret, er, at Cuno (måske i lidt højere grad end andre katte?) vælter ting ned fra vindueskarme, hylder osv. Det er han selvfølgelig ligeglad med, men det er min kæreste og jeg naturligvis ikke. Eksempelvis elsker Cuno at lege på badeværelset, enten med en snurretop på gulvet eller en stofmus eller en muslingeskal i badekaret. Vi har så en toiletbørsteholder stående på gulvet, og den er lavet af børstet stål. Den hører til en af de ting Cuno mere eller mindre med vilje vælter, når han leger omkring den. Og sikken et rabalder det giver, når den rammer flisegulvet! Alle andre i lejligheden farer sammen af bar forskrækkelse, men Cuno er ligeglad – og vælter den gladeligt 10 gange mere. I den situation vil jeg gætte på, at en almindelig kat ret hurtigt vil lære at beherske sine bevægelser omkring toiletbørsten.

Herudover må man sørge for, at katten ikke færdes ude alene. Det er simpelthen for farligt. Det er også en god idé med øremærkning og registrering i Det Danske Katteregister, hvis uheldet skulle være ude. Hvis katten går med halsbånd (endelig et sikkerheds- der forhindrer kvælning, hvis katten hænger fast), kan man overveje at få indgraveret en lille tekst, som fortæller eventuelle findere, at katten er døv.

Som en sidste ting må man jo gøre sig klart, at hvis man drømmer om, at ens kat skal komme én løbende i møde, når man kommer hjem, så kommer det muligvis ikke til at ske tit med en døv kat. Den skal tilfældigvis opdage dig gennem vinduet, eller idet du kommer ind ad døren – ellers skal du selv rende rundt og lede, til katten er fundet. Men så får man også sit velkomstmjav.

Når man deler sin hverdag med en døv kat, viser der sig også hurtigt visse fordele ved døvhed, når man nu skal se positivt på tingene. For eksempel bliver en døv kat ikke skræmt ved pludselige lyde, og det kan også sagtens være en fordel, hvis man nu skal bore i betonvægge, øve sig på messinginstrumenter sådan som vi gør, får besøg af larmende børn, eller hvad ved jeg. Af samme grund er støvsugeren næsten en kær lege-ven i stedet for et skræmmende monster for Cuno. Det er heller ikke sådan, at en døv kat ikke bruger stemmen lige som hørende katte. Det er meget individuelt, hvor meget katte mjaver, men det afgøres af race og temperament og ikke af hørelsen. Cuno snakker meget, og skal nok fortælle os, når vi skal op om morgenen, når han er sulten, når han vil ud og gå tur, når kattebakken er for fyldt for ham, eller når han leger og siger små, søde jagtlyde.

Med hensyn til at kalde en døv kat til sig, må man tænke lidt alternativt, men man kan ikke komme uden om, at øjenkontakt er nødvendigt. Herhjemme har vi fundet på at klappe med flad hånd på gulvet, når Cuno skal komme hen til os, eller klappe der, hvor han nu skal hoppe hen. Det fungerer fint, og heldigvis er katte ret lærenemme. De skal bare belønnes med en godbid eller kæl på det rette tidspunkt, så finder de hurtigt fidusen. Omvendt må man ”skyde” en døv kat med vandpistol eller løfte den med et godt fast tag i nakkeskindet (understøt altid katten samtidig), sådan som kattemor opdrager sine killinger, når man griber den i at gøre noget, den ikke må - for en høj lyd eller et rungende ”nej” kan den jo ikke lære noget af.

Hvis en døv kat er blevet skræmt og gemmer sig eller er ophidset, så man ikke kan komme til at røre den, kan man desværre ikke bruge sin stemme til at berolige med. Men man kan forsøge sig med for det første selv at være rolig, lokke med en godbid og så sidst men ikke mindst en god ”katte-øjenkontakt”. Dvs. et døsigt blik med langsomme og hyppige blink. Det er nemlig kattenes måde at signalere afslappethed og ingen fare på færde på. Hvis man derimod stirrer en kat længe i øjenene uden at blinke, vil det blive opfattet som en trussel, så det bør man altid undlade.


Skal man fravælge en døv kat som kæledyr?
I mine øjne er der ikke mange grunde til at fravælge en døv kat, som ellers er sund og rask. For mig er der faktisk ingen, men det kommer jo an på, hvilke interesser man har. For nogle kunne grunden være:

  • at man gerne vil avle på katten
  • at man gerne vil udstille den
  • at man ønsker, den skal være traditionel udekat
  • at man vil kunne kalde den til sig med stemmen
  • at man har mange nipsting stående, og man inderligt håber, at en hørende kat vælter færre ting ned...
Andre grunde kan jeg ikke selv komme på. Så hvis du heller ikke kan det, ja, så føler du dig forhåbentlig bedre rustet nu, hvis du engang skulle støde på en døv kat, så du kan tage imod den med åbne arme.

Tak til Camilla Larsen for venlig hjælp med indholdet.

Venligst
Maria

Se alle bloggens indlæg her